Blog

21-10-2017

Det er på linje med et religionsspørgsmål, når fotografer diskuterer, hvad de bruger, hvorfor, og hvad der er bedst.

Jeg er meget åben overfor ny teknologi indenfor fotografiets verden, og "river" af og til bunden ud af mulvarpen, for at købe nyt udstyr. Af og til må jeg snart sælge det igen, enten fordi det ikke passer til mit temperament (som er iltert, hvad angår billedkvalitet), eller fordi jeg simpelthen ikke enten magter eller kan lide at bruge det. 

I øjeblikket bruger jeg Canon EOS 6D til vigtige opgaver, suppleret af Panasonic GX8. Det første kamera er et såkaldt spejlrefleks i fullframe, altså billedformatet 24x36, som er det klassiske format. GX8´eren derimod er et såkaldt spejlløst kamera, med en sensor kaldet microfourthirds med en sensor, der er halvt så stor som fullframe. De spejlløse kameraer fylder og vejer betydeligt mindre end spejlrefleks, og jeg bruger derfor ofte dette kamera i situationer og på steder, hvor et spejlrefleks enten ville påkalde sig opmærksomhed, eller hvor det bliver for omstændeligt at slæbe det tunge grej med. Til gengæld er billedkvaliteten second-to-none i 6D´eren, hvor GX8´eren i svagt lys kommer til kort. Men alting er et spørgsmål om, hvad man skal bruge det til, som afgør, hvad man slæber med.

Om man bruger det ene eller det andet mærke, er i princippet hamrende ligegyldigt, for de fleste producenter laver i dag kameraer, der teknisk set laver gode billeder i hver deres klasse. Og kameraerne idag bruges mere til at registrere øjeblikket, hvor billedbehandlingen derefter tager over. I gamle dage brugte fotografen meget krudt på at komponere billedet, og kunne derpå kun lave få og små ændringer i mørkekammeret, når billedet blev fremkaldt. I dag findes der ekstremt mange apps og programmer, der kan redigere røven ud ad bukserne på alle billeder, så de næsten bliver uigenkendelige. Det er mulighedernes tve-æggede sværd, for det stiller også krav til fotografens etik, hvis der for eksempel er tale om billeder af nyhedsmæssig, videnskabelig eller historisk værdi.

Jeg tilhører dem, der med kameraet forsøger at komponere billedet så rigtigt som muligt, og derefter kun justerer lidt farve, lys og skarphed. Deciderede manipulationer kommer ikke på tale, dels fordi jeg ikke synes det er godt, dels fordi jeg ikke kan, selv om jeg har programmet til det.

Dét skal du holde dig for øje, hvis du vil bruge mig. Jeg kan ikke redigere en 70-årig til en 20-årig igen. eller få Peterspladsens kirker placeret på torvet i Roskilde. Eller fjerne svigerfars ølmave, fordi svigermor synes den er uklædelig. Jeg kunne godt få en grafiker til det, men det vil jeg ikke. Verden er som den er.

I tusindvis af andre fotografer er lodret uenig med mig om det her, og de kan få køer til at flyve og månen til at bade i Furesøen i fuld størrelse. Dem om det. Og mig om mit. Det kaldes vist niche idag, med et fint ord ;)