Bryllupsfoto
At tage bryllupsbilleder er både en velsignelse og en forbandelse. Velsignelse, fordi et skønt brudepar har valgt at lægge deres tillid i dine hænder til at forevige dagen. Forbandelse, fordi billederne skal sidde ret så meget i skabet i første hug. Dagen kan ikke tages om, og derfor må du dels være på 110% under hele seancen, dels slæbe alt dit grej med, så du er både dobbelt- og tredobbelt sikret mod at stå med håret i postkassen hvis noget svigter. Tro mig, man er helt fladmast efter sådan en dag, men det er altid super-duper-fedt at være med til.
Jeg eksperimenterer en del på dagen. Noget virker, noget virker ikke, men jeg har altid mange billeder med hjem, så det er sjældent jeg står med ubrugeligt materiale.
Måske du har lagt mærke til, at redigeringen er meget forskellig af de forskellige billeder. Det bruger jeg en del tid på, men hvis du har et ønske om en bestemt retning som fast tema på dine billeder, så sig endeligt til. Det gør livet lettere for alle.
Brudeparret er altid velkomne til at komme med ønsker til sted og posering, men ofte har de tankerne på festen og gæsterne, så det er sjældent, jeg får lov til at lege ret meget mere end ½ time alene med parret.
Der er et par enkelte billeder med kun en brud. De fotos er taget i et studie et halvt år før brylluppet, som træning af vi fotografer i en fotoklub, og det var en stor fornøjelse med en dygtig kvinde, som er meget trænet i poseringer.
Hvis du/I vil bruge mig som din/jeres fotograf til et bryllup, så kan du finde kontaktinfo HER
